...alle forbudte medier blev brændt.
Det var for at få magt over ordene....
...en form for hjernevask af folket, hvor de kun fik de ord der ikke såede tvivl om missionen....
For hvordan kan det være sort hvis alle andre siger at det er rødt?
Og hvis der først blev sået tvivl.... ville det måske vokse sig større?... Måske slå rødder til et oprør?
Dette er emnet i Bogtyven af Markus Zusak, og nu den er genlæst er jeg præsis lige så overvældet som første gang jeg læste den for et par år siden.
Døden havde særligt travlt under 2. verdenskrig, og det er ham der har samlet en lillebog op på en af sine jobs som en pige har smidt fra sig, og nu fortæller hvad han har læst. Det er en bog om hendes nye liv i en rigtig tysk plejefamilie, som hun er anbragt hos fordi hendes forældre var kommunister.
Da hun ankommer kan hun ikke læse, selvom hun er en stor pige, men så ankommer en jøde en nat til huset for at leve i skjul i kælderen, og han lære hende ordene, og giver hende en umættelig appetit på bøgerne, og hvad de kan fortælle hende om den verden hun lever i, men ikke føler sig en del af.
Men nu er det jødens ord der får magt over hende. Han skriver historier til hende som hun kan læse, og nazisternes grund til censur holder stik.
Bogtyven er skrevet på en så dragende måde, at man ikke kan andet end læse til den er slut!
De små illustrationer og fremhævede punkter i teksten er ikke forstyrrende, men så godt integreret at effekten er uforlignelig
Særligt elsker jeg Jødens naivistiske billedbøger, som jeg nogen gange slår op og læser som selvstændige værker.
Husk at have kleenex i nærheden!
Jeg blev flere gange rørt til tåre (læs: brød hulkene sammen).
Dette er en must read book!
