Viser opslag med etiketten Den unge Wethers lidelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Den unge Wethers lidelser. Vis alle opslag

tirsdag den 3. juli 2012

En lille brevroman til din kulturelle side?


Jeg følte mig pludselig enormt højkulturel i går aftes, og en trang til at læse et Sturm und Drang drama med ødipale undertoner meldte sig som et lyn fra en klar himmel.


Da der ikke er så mange der lige ved hvad Sturm und Drang genren er, vil jeg da lige ridse det op. Sturm betyder at storme og drang betyder trang, trængsel eller længsel og at trænge på, dvs. det er ord som indikerer heftighed, voldsom bevægelse og oprør. Og det er, helt firkantet sat op, en meget god beskrivelse af bøgerne i den genre.


Det var i 1770ernes tyskland, og en lille gruppe mænd havde læst Rousseaus, og var som de gudfrygtige personager de var, nået frem til at det der med at det rene naturlige barn som gud skabte, det var da bare så rigtigt, og at al kulturel indflydelse er fordærvende, det var der måske noget om. Ja, og så tog de det bare lige skridtet videre og lod det indbefatte alle guds værker… især naturen…



Johann Wolfgang von Goethe var en af hovedpersonerne i genren, og det er et af hans værker som står og fylder på min reol.



Den unge Werthers Lidelser har alt det jeg elsker ved genren, selvhøjtideligheden, en egocentreret hovedperson der er helt i sine følelsers vold, og en kæmpe stor litterær pil, bøjet i neon, der blinker og peger på Ødipus.


Jeg havde en fest…


Werther er en belæst mand, der har opbygget en fascination for de gamle græske tragedier, og nu er flyttet alene på landet for at bo i fredfyldte naturlige omgivelser. Her møder han Lotte som fra første beskrivelse fremstår ubeskriveligt smuk og med en klassisk moderlig personlighed. To træk der virker så dragende på Werther, at han bliver besat af hende. Men hun er forlovet med Albert, som hun elsker, og selvom hun ikke er imod Werther, vil hun alligevel ikke forlade Albert… Herefter følger 100 sider med Werthers frustrationer og forsøg på at vinde Lotte alligevel.




” 21 august
Forgæves strækker jeg mine arme ud efter hende om morgenen, naar jeg dukker op af tunge drømme, forgæves søger jeg hende om natten i min seng, naar en lykkelig, uskyldig drøm har narret mig til at tro, at jeg sad ved siden af i engen og holdt hende i haanden og dækkede den med tusinde kys. Ak, naar jeg endnu halvt i søvnens svimmelhed famler ud efter hende og vaagner ved det – en strøm af taarer bryder da ud af mit beklemte hjerte, og utrøstelig græder jeg en dyster fremtid i møde.”




Jeg tror ikke at det var Goethes mening at Den unge Werthers lidelser skulle være et satirisk værk, men som læser i det 21århundrede, havde jeg svært ved at se det som andet.


Den er skrevet som brevroman og det er selvfølgelig Werther der er skribenten. Hvis man har det i mente, går det virkelig op for en hvor usympatisk Werther er, når han igennem 142 siders breve kun gider adressere enkelte af dem, og aldrig vise bare en lille smule interesse for den ven han skriver til.


Alligevel blev jeg ikke på noget tidspunkt træt af Werther, tværtom begyndte jeg at sympatiserer lidt med ham på et tidspunkt, og blev en smule antipartisk mod Albert, trods det at han er en virkelig flink og fornuftig fyr.


På klassisk vis i romantismen er der tale om et følelser vs. fornuft drama, og du må jo læse bogen, for at opdage hvem der vinder… Jeg var i hvert fald underholdt igennem hele bogen, undtagen da han begynder at reciterer poesi til sidst, der måtte jeg lige springe lidt.


ADVARSEL OM PLOTAFSLØRING!!!


Bogen blev helt kult på sin tid, hvilket også viser at den ikke var satirisk opfattet i slutningen af 17hundredetallet, og rygtet gik at de unge prøvede at efterleve Werthers stil, ved at klæde sig som ham, og overgive sig til deres følelser magt. Og hvis de blev forhindret i at udleve deres lyster, klædte de sig efter sigende som beskrevet sidst i bogen, satte sig ved et bord med en opslået bog, og skød sig selv… helt i Werthers ånd…


Disse rygter er dog aldrig blevet bekræftet, men de var nok til at bogen blev forbudt i en lang periode.



Enjoy!