Jeg følte mig pludselig enormt højkulturel i går aftes, og
en trang til at læse et Sturm und Drang drama med ødipale undertoner meldte sig
som et lyn fra en klar himmel.
Da der ikke er så mange der lige ved hvad Sturm und Drang
genren er, vil jeg da lige ridse det op. Sturm betyder at storme og drang
betyder trang, trængsel eller længsel og at
trænge på, dvs. det er ord som indikerer heftighed, voldsom bevægelse og
oprør. Og det er, helt firkantet sat op, en meget god beskrivelse af
bøgerne i den genre.
Det var i 1770ernes tyskland,
og en lille gruppe mænd havde læst Rousseaus, og var som de gudfrygtige
personager de var, nået frem til at det der med at det rene naturlige barn som
gud skabte, det var da bare så rigtigt, og at al kulturel indflydelse er
fordærvende, det var der måske noget om. Ja, og så tog de det bare lige
skridtet videre og lod det indbefatte alle guds værker… især naturen…
Johann Wolfgang von Goethe var
en af hovedpersonerne i genren, og det er et af hans værker som står og fylder
på min reol.
Den unge Werthers Lidelser har
alt det jeg elsker ved genren, selvhøjtideligheden, en egocentreret hovedperson
der er helt i sine følelsers vold, og en kæmpe stor litterær pil, bøjet i neon,
der blinker og peger på Ødipus.
Jeg havde en fest…
Werther er en belæst mand, der
har opbygget en fascination for de gamle græske tragedier, og nu er flyttet
alene på landet for at bo i fredfyldte naturlige omgivelser. Her møder han
Lotte som fra første beskrivelse fremstår ubeskriveligt smuk og med en klassisk
moderlig personlighed. To træk der virker så dragende på Werther, at han bliver
besat af hende. Men hun er forlovet med Albert, som hun elsker, og selvom hun
ikke er imod Werther, vil hun alligevel ikke forlade Albert… Herefter følger
100 sider med Werthers frustrationer og forsøg på at vinde Lotte alligevel.
” 21 august
Forgæves strækker jeg mine arme
ud efter hende om morgenen, naar jeg dukker op af tunge drømme, forgæves søger
jeg hende om natten i min seng, naar en lykkelig, uskyldig drøm har narret mig
til at tro, at jeg sad ved siden af i engen og holdt hende i haanden og dækkede
den med tusinde kys. Ak, naar jeg endnu halvt i søvnens svimmelhed famler ud
efter hende og vaagner ved det – en strøm af taarer bryder da ud af mit
beklemte hjerte, og utrøstelig græder jeg en dyster fremtid i møde.”
Jeg tror ikke at det var Goethes
mening at Den unge Werthers lidelser skulle være et satirisk værk, men som
læser i det 21århundrede, havde jeg svært ved at se det som andet.
Den er skrevet som brevroman og
det er selvfølgelig Werther der er skribenten. Hvis man har det i mente, går
det virkelig op for en hvor usympatisk Werther er, når han igennem 142 siders
breve kun gider adressere enkelte af dem, og aldrig vise bare en lille smule
interesse for den ven han skriver til.
Alligevel blev jeg ikke på
noget tidspunkt træt af Werther, tværtom begyndte jeg at sympatiserer lidt med
ham på et tidspunkt, og blev en smule antipartisk mod Albert, trods det at han
er en virkelig flink og fornuftig fyr.
På klassisk vis i romantismen
er der tale om et følelser vs. fornuft drama, og du må jo læse bogen, for at
opdage hvem der vinder… Jeg var i hvert fald underholdt igennem hele bogen,
undtagen da han begynder at reciterer poesi til sidst, der måtte jeg lige
springe lidt.
ADVARSEL OM PLOTAFSLØRING!!!
Bogen blev helt kult på sin tid,
hvilket også viser at den ikke var satirisk opfattet i slutningen af
17hundredetallet, og rygtet gik at de unge prøvede at efterleve Werthers stil,
ved at klæde sig som ham, og overgive sig til deres følelser magt. Og hvis de
blev forhindret i at udleve deres lyster, klædte de sig efter sigende som
beskrevet sidst i bogen, satte sig ved et bord med en opslået bog, og skød sig
selv… helt i Werthers ånd…
Disse rygter er dog aldrig blevet bekræftet, men de
var nok til at bogen blev forbudt i en lang periode.
Enjoy!